📈 Prisvarsel: Timeprisen stiger til 2.027 kr. den 1. januar. Det er ikke inflation — det er kalenderen.
Sjælland & omegn

Webbureau på hele Sjælland — til københavnerpriser

Vi sidder i indre by og laver hjemmesider, SEO og Google Ads for kunder i hele Region Sjælland og Nordsjælland. Afstanden koster ekstra. Selvfølgelig gør den det.

Vi er et webbureau i København. Det står der i navnet, fordi det er godt for Google. Men vi tager gerne kunder i resten af Sjælland — Roskilde, Køge, Hillerød, Helsingør og alt derimellem. Du får præcis samme arbejde som en kunde på Østerbro. Du får bare også regningen for at vi skal tænke på, at du ikke er på Østerbro.

Hvorfor et københavnsk bureau til en virksomhed på Sjælland?

Fordi det virker. De samme metoder, der får os fundet i København, virker mærkeligt nok også i Roskilde. Google er ligeglad med, om din server står i Valby eller i Vordingborg — den er optaget af, om din hjemmeside er hurtig, teknisk korrekt og skrevet af nogen der ved, hvad de laver. Det er den her.

Vi har kunder i hele regionen, der troede, at et lokalt bureau var "nemmere at mødes med". Det var det. De mødtes tit. Meget tit. Om ingenting. Vi mødes sjældent, og når vi gør, er der en agenda og en slutning. Det er en del af, hvad du betaler for.

Realitetstjek: Vi kører ikke ud til dig for at drikke kaffe. Kaffen faktureres, kørslen faktureres, og samtalen om vejret faktureres. Vil du spare, så hold mødet online. Vil du hygge, så find et lokalt bureau — de har god tid.

Byerne vi (modvilligt) dækker

Vi har bygget en side til hver by, så du kan læse præcis hvor lidt vi interesserer os for netop din. De ligger her:

Hvad "hele Sjælland" reelt betyder

Det betyder Nordsjælland, Vestegnen, Køge Bugt, Roskilde-egnen og de fleste postnumre, der starter med 2, 3 og 4. Bor du på Møn og forventer, at vi kommer forbi hver anden uge, så skuffer vi dig hellere nu end i uge tre.

Spørgsmål vi bliver trætte af at få (FAQ)

Er I dyrere, fordi vi ikke ligger i København?

Nej, grundprisen er den samme høje pris for alle. Men skal vi fysisk møde op uden for København, koster transporttiden det samme som arbejdstiden. Så: samme timepris, flere timer. Vi anbefaler videomøder — for din pengepungs skyld, ikke vores.

Kan I overhovedet lokal SEO for byer, I ikke bor i?

Ja. Lokal SEO handler om Google Business-profil, lokale landingssider, anmeldelser og teknik — ikke om hvor vores skriveborde står. Vi ranker virksomheder i Roskilde og Helsingør uden nogensinde at have parkeret der.

Vil I hellere have kunder i København?

Ærligt? Ja. Men gode kunder på Sjælland slår besværlige kunder i København hver gang. Er din opgave klar og din mail høflig, så er postnummeret underordnet.

Tør du bruge os som webbureau?

Er din opgave nem, og kan vi tjene penge på den, så kigger vi på den. Er du besværlig, så held og lykke derude.

Ansøg om at blive kunde

Svartid: 1 dag – 8 uger. "Haster" i emnefeltet udløser et hastetillæg — dyrere, ikke hurtigere.

Scroll to Top